Forside / Vandkvalitet / Vandets hårdhedsgrad

Vandets hårdhedsgrad

Vandets hårdhedsgrad ligger mellem 13 - 14 odH (tysk hårdhedsgrad).

Vandsams bestyrelse har den 26/4 2022 fået forlagt den nyeste viden indenfor blødgøring af drikkevand
(Blødgøring Vandsam) og har på den baggrund vurderet, at det ikke p.t. er økonomisk og samfundsmæssigt rentabelt at etablere et blødgøringsanlæg på vandværket. Vi har derfor ikke aktuelle planer om blødgøring af drikkevandet. 

Bestyrelsen vil fortsat følge udviklingen indenfor blødgøring af drikkevand.

Ifølge Naturstyrelsen og vandbranchens interesseorganisation DANVA kan blødgøring af drikkevand være relevant ved hårdheder over ca. 15 odH. Der er samfundsøkonomiske gevinster ved at blødgøre vand, der er ”hårdt til særdeles hårdt”. De vigtigste gevinster er forøget levetid af husholdningsapparater og installationer, samt reduceret energiforbrug ved husholdningsapparater og forbrug af vaskepulver. Omvendt vil vandselskabet få øgede udgifter til blødgøring.

Den nyeste viden viser, at det ikke kun er hårdhedsgraden, man bør fokusere på. Også blødgøringspotentialet har en betydning for forbrugerens oplevelse af vandets kalkindhold.

Hovedstadsområdets forsyningsselskab Hofor har besluttet at blødgøre alt deres drikkevandet indenfor en årrække. Hårdhedsgraden i Storkøbenhavn er på mellem 20 og 30 odH, hvilket kategoriseres som ”hårdt til særdeles hårdt”. Hofor forventer, at blødgøringen kan bringe hårdheden ned på 10 odH. 


Hvad er hårdhed?

"Hårdhed" er en betegnelse for vandets totale indhold af opløst calcium og magnesium. Et højt indhold giver hårdt vand, mens et lavt indhold giver blødt vand.
Vandets hårdhed i Danmark ligger mellem 5 og 30 odH.

Hårdheden måles i Danmark i tyske hårdhedsgrader (ºdH=grad Deutsche Härte) og kan karakteriseres efter nedenstående skala: 

 Hårdhed i ºdH  Karakteristik    
0 - 4 Meget blødt
4 - 8 Blødt
8 - 12  Middelhårdt
12 - 18 Temmelig hårdt
18 - 24 Hårdt
24 - 30 Meget hårdt
> 30 Særdeles hårdt

 

Hårdhedsgraden har betydning for tilsætningen af vaskemidler. De fleste vaskemidler har doseringsvejledning på emballagen og på flere vaske- og opvaskemaskiner kan hårdheden indstilles. Afkalkningsmiddel kan eventuelt tilsættes for at nedsætte forbruget af vaskemidlet. 

Alle distributionsvandværkerne har nu samme hårdhedsgrad på drikkevandet, fordi vandet leveres fra det samme vandværk (Vandsam).

Tidligere havde vandværkerne følgende hårdhedsgrader.

Vivild Vandværk – 10 odH

Hevring Vandværk – 15 odH

Øster Alling – 12 odH

AquaDjurs – 13 odH